FC København har endnu til gode at lukke vinterens første nye indkøb, men flirts er der nok af derude.

Lasse Schöne har tidligere gjort sig til for københavnerne, og nu danser den norske midtbanespiller Parfait Bizoza fra Aalesund også ud foran Jess Thorup på transfergulvet i B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet'.

»Det er selvfølgelig stort at blive sat i forbindelse med FCK. Jeg har set København nogle gange, da de var i Champions League, og jeg har set, hvor godt de har gjort det. Det er et rigtig stort hold. Lige nu er de ikke på den bedste placering, og de skal tilbage på førstepladsen. Jeg har hørt mange gode ting om FC København,« siger Parfait Bizoza.

Han mangler ikke tro på sig selv.

Er FCK interessant for dig?

»Ja, selvfølgelig. Det er en stor klub, og de kan godt lide at udvikle spillere, og jeg vil gerne blive en af de bedste spillere i verden. Så det næste skridt skal være det rigtige skridt. Så ja, 100 procent.«

Bizoza er 21 år og spiller for Aalesund, der netop er rykket ned fra den bedste norske række, Eliteserien. Og i den seneste uge har det franske medie Football365 bragt historien om, at midtbanemanden med de burundiske rødder tiltrækker sig interesse fra St. Etienne og FC København.

»Jeg har ingen kommentarer til det, og jeg lader min agent om det, men… der er jo nok en grund til, at det står i medierne,« siger Parfait Bizoza og uddyber:

»Jeg har læst om det et par steder. Og det er da fedt, for det viser, at jeg er på rette vej, men man ved aldrig.«

Parfait Bizoza er altså rimelig klar på en tur til København, hvis den mulighed skulle opstå. I den forgangne sæson spillede han 23 kampe, scorede to mål og lagde op til to, da Aalesund rykkede ned fra Eliteserien.

Og han står klar med en beskrivelse af sig selv som spiller:

»Jeg kan spille i midterforsvaret og på højre back, men jeg foretrækker at spille 6'eren. Jeg kan lide at angribe og forsvare. Jeg prøver altid at skabe chancer. Jeg er en passioneret spiller. Jeg er en vinder. Jeg hader at tabe kampe, så jeg vil altid løbe og kæmpe for mit hold,« siger Parfait Bizoza.