FC København kan gøre et transferscoop.
I sommer lejede københavnerne den græske landsholdsforsvarer Pantelis Hatzidiakos i den italienske Serie A-klub Cagliari.
Og den kontante græker har været et stort hit hos 'Løverne' og har været blandt de bedste i en lidt hakkende sæson. Og der er faktisk gode muligheder for, at lejeaftalen kan skiftes ud med en permanent kontrakt.
Det fortæller panelet i B.T.'s fodboldpodcast, Transfervinduet.
For det første er Pantelis Hatzidiakos vild med at bo i København.
»Og gode kilder fortæller, at han er meget imponeret over kulturen i FC København. Vinderkulturen. Og så er han overrasket over stemningen på tribunerne i Superligaen,« fortæller B.T.-sportsredaktør Lasse Vøge.
»Så han er klar på at blive i klubben.«
Og for det andet er frikøbsklausulen i den 27-årige grækers aftale på et niveau, hvor FC København bør kunne være med.
»Den er under tre millioner euro - altså 20 millioner kroner. Det er et beløb, som FCK normalt ikke har problemer med at lægge.«
»Det er også ret billigt for en etableret landsholdsspiller for et af de bedre europæiske landshold,« siger Lasse Vøge - der dog understreger, at der endnu ikke er forhandlinger mellem FCK og Hadzidiakos.
Lyt til hele ugens episode herunder - og få blandt andet nyt i sagen om Mathias Kvistgaardens tyske bejler.