Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
FC København fik ikke en bøjet femøre, da klubbens polske angriber Kamil Wilczek på januar-transfervinduets sidste dag skiftede til Piast Gliwice i hjemlandet.
Københavnerne lod den tidligere Superliga-topscorer smutte kvit og frit.
Faktisk fik Wilczek et solidt gyldent håndtryk, da han gik ud af hoveddøren i den københavnske klub. Det kunne journalisterne i B.T.s transferpodcast, Transfervinduet, afsløre onsdag.
34-årige Kamil Wilczek tager nemlig 50 procent af sine resterende lønsedler i FCK med sig til Polen.
Podcasten erfarer, at Wilczek har haft en månedsløn på 460.000 kroner i København. Halvdelen er det beløb er 230.000 kroner. 230.000 kroner ganget med de 18 måneder, Wilczek havde tilbage af sin FCK-kontrakt, giver omkring 4,1 millioner danske kroner.
Så det er med en fyldig pengepung, at den tidligere Brøndby-stjerne vender hjem til Polen.
Tirsdag sagde FC København også farvel til den norske målmand Sten Michael Grytebust, der fik lov at tage hjem til Aalesund gratis.
Gode kilder fortæller til Transfervinduet, at Grytebust har fået en aftale, som meget vel kunne minde om den med Kamil Wilczek. Altså, han beholder 50 procent af sin FCK-løn.
Med ti måneder tilbage af kontrakten, der sikrede ham 425.000 kroner om måneden, kunne Sten Michael Grytebust dermed sikre sig et gyldent håndtryk til en værdi af 2,1 millioner kroner.
Du kan lytte til hele onsdagens Transfervinduet-episode herunder: