Brøndby har netop offentliggjort truppen, der rejser på en ugelang træningslejr til England, og et navn glimrer ved sit fravær - Anis Ben Slimane.
Med god grund.
Det skyldes nemlig, at der er et bud på den tunesiske landsholdsspiller at forholde sig til, og som B.T. forstår det, er det Sheffield United, som der tidligere har været mediehistorier om, der nu er kommet på banen konkret.
B.T. kan også afsløre, at Brøndby har forhandlet buddet op til omkring 20 millioner kroner med en heftig videresalgsklausul.
Forhandlingerne er så positive, at Anis Ben Slimane også har fået et tilbud at forholde sig til, hvorfor man har valgt, at det er bedst, at offensivspilleren bliver hjemme i Danmark og ikke følger med truppen.
Anis Ben Slimane har længe været i spil til et udlandsskifte, og fodbolddirektør Carsten V. Jensen har flere gange udtrykt, at klubben vil være åben for et salg, hvis buddet var det rigtige.
I vinter lurede franske Lorient da også på et køb, men det kom aldrig så langt, som tilfældet er med Sheffield United.
Anis Ben Slimane og Brøndbys kontrakt går til næste sommer, så tiden er derfor ideel til en transfer.