Kasper Schmeichel er tæt på en aftale med Anderlecht. 

B.T. kan afsløre, at den danske landsholdsmålmand er yderst tæt på en etårig kontrakt med den belgiske storklub Anderlecht. 

Ifølge B.T.s oplysninger kan det være et spørgsmål om ganske kort tid, måske kun et et døgn eller to, før aftalen er i hus. 

På sidste dag af transfervinduet fik den danske landsholdsmålmand ophævet sin aftale med Nice. 

Præcis, som B.T. tidligere kunne afsløre, var parterne enige om, at han ikke skulle spille flere kampe for den franske storklub, før han havde en afklaring på sin fremtid, og det er altså det, der er sket. 

Danmarks landsholdsmålmand skal mandag efter planen møde op i Helsingør forud for landskampene mod San Marino og Finland. 

Samtidig er han altså ved at lukke en aftale med Anderlecht, der har en meget lang liste med danskere.

Jesper Fredberg, Mikkel Hemmersam, Brian Riemer, Kasper Dolberg, Thomas Delaney og Anders Dreyer er alle på lønningslisten i klubben. Snart vil Kasper Schmeichel joine dem.