OB er gået transferamok denne sommer, men fodbolddirektør, Björn Wesström, har ikke fået stillet sulten.
B.T. kan afsløre, at den svenske OB-boss nu prøver at købe venstrebacken Nicklas Mouritsen, som også i januar havde et tilbud om at komme til Allsvenskan, men det afslog han for at give drømmen om en retur til Superligaen et nyt skud.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller har siden januar 2021 været i 1. divisionsklubben FC Helsingør, hvor han er en af holdets vigtigste spillere, der er i startopstillingen hver gang, og hvor det hører til sjældenhederne, at han ikke holder 90 minutter.
Nicklas Mouritsen har optrådt 89 gange for FC Helsingør siden sit tiltrædelse, og det er blevet til otte mål og 13 oplæg i de kampe.
I denne sæson har han i de tre første runder af 1. division allerede lavet et mål og en assist, og det har overbevist OB om at slå til nu.
Hvis forhandlingerne om 28-årige Nicklas Mouritsen falder ud til Superliga-klubbens fordel, vil FC Helsingør-profilen blive ottende helt nye ansigt i Ådalen denne sommer.
Også Muhamed Buya Turay, Johannes Selvén, Don Deedson Louicius, Rami Al-Hajj, Sauli Väisänen, Leeroy Owusu og Sven Köhler er tiltrådt i OB.
Næste mand skal være Nicklas Mouritsen.