AaBs tidligere forsvarsprofil Mathias Ross kan snart se frem til mere spilletid på højeste niveau.

B.T. kan afsløre, at Nijmegen prøver at hente den danske Galatasaray-spiller til Æresdivisionen.

Ifølge B.T.s hollandske kilder er der dialog om et lejeophold for et år, og Nijmegen forsøger at få en købsoption med i pakken.

Mathias Ross har dog også andre muligheder, og aftalen er ikke lukket, men parterne er positive.

Den 22-årige dansker blev i september for knap et år siden købt af den største tyrkiske klub, som selv har meldt ud, at den betalte 13 millioner kroner for at hente ham.

Og det begyndte fremragende, da Mathias Ross en måned senere fik debut og fuld tid i pokalturneringen i den gulrøde trøje. Holdet vandt sikkert med 7-0, og Ross scorede et mål.

Han nåede at få endnu en pokalkamp, men her blev han så sat ud af spillet med en skade i knæet, mens Galatasaray samtidig var dominerende og endte med at vinde mesterskabet i Tyrkiet.

Denne sommer prøver nye klubber så at hente ham, og Nijmegen er i hvert fald klar på at hente danskeren, der har kontrakt med Galatasaray i tre år mere.