Louka Prip er yderst tæt på at få drømmen om et udlandskifte til at gå i opfyldelse.

B.T. kan afsløre, at Konyaspor er blevet enig med AaB om en handel.

Ifølge B.T.s oplysninger betaler den tyrkiske klub cirka 350.000 euro, over 2,6 millioner kroner, for den danske kantspiller med det finurlige og giftige venstrebensspark.

Louka Prip har været i AaB i to sæsoner siden skiftet fra Horsens, og han var faktisk tæt på at blive solgt allerede for et halvt år siden, men her valgte den daværende Superliga-klub ifølge B.T.s oplysninger at takke nej til et meget større tilbud, end der ligger på bordet denne gang.

Louka Prip mangler kun de personlige forhold inden skiftet til Konyaspor. 
Louka Prip mangler kun de personlige forhold inden skiftet til Konyaspor.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Således blev der ifølge B.T.s kilder budt en million euro, 7,5 millioner kroner, på 26-årige Louka Prip i seneste transfervindue, men klubben ville ikke sælge dengang, som den vil nu til under halvdelen af prisen.

Kun de personlige forhold mangler nemlig at gå igennem, før Louka Prip kan rejse til Tyrkiet og spille i Konyaspor.

En klub, der fik den tidligere landsholdsspiller Jens Jönsson til at blomstre, så han blev aktuel i La Liga.

Sæsonen i den bedste tyrkiske liga Süper Lig blev skudt i gang i weekenden, og her fik Konyaspor 1-1 mod Istanbulspor.

Nu regner klubben med snart at have Louka Prip til at bidrage med mere i det offensive, hvor han allerede i de tre første runder af 1. division har lavet tre oplæg for AaB. Og måske det sidste, det ser sådan ud.