En islænding ind, en anden ud. Lyngby skifter ud i angrebskæden og kunne fredag, som B.T. afslørede, præsentere Andri Gudjohnsen som en forstærkning.
Samtidig smutter en stor stjerne i Alfred Finnbogason til Eupen i Belgien, som belgiske medier også har berettet om.
B.T. kan afsløre, at han allerede har bestået lægetjekket i den belgiske klub, hvor Alfred Finnbogason får en toårig aftale. Til en markant højere løn, end den han fik i Lyngby, hvilket har været en tungtvejende årsag til skiftet.
Transferen er kommet som et lyn fra en klar himmel i Lyngby, der helst havde beholdt angriberen sæsonen ud. Men 'De kongeblå' har handlet hurtigt tidligere i dag og har altså præsenteret en anden islænding, Andri Gudjohnsen, som ny angriber.
For Lyngby giver skiftet ifølge B.T.s oplysninger et beløb lige i underkanten af en million kroner for en 34-årig spiller, der har kontraktudløb til sommer.
Superliga-klubben hentede den tidligere Bundesliga-bomber for et år siden i Augsburg uden at betale transfer for ham, så det må siges at være en god businesscase.
Alfred Finnbogason har dermed spillet sin sidste kamp i den kongeblå trøje og vil ikke være med i weekendens kamp mod Randers.
Præcis som Lyngby har Eupen i de første runder af den nye sæson skrabet fire point sammen.