Det er snart tid til igen at vinke farvel til Mads Døhr Thychosen i FC Midtjylland.

B.T. kan afsløre, at højrebacken er tæt på at blive solgt til den svenske traditionsklub AIK.

Ifølge B.T.s oplysninger er klubberne så godt som enige om en handel, og det er blot de sidste detaljer, der mangler at falde på plads, før transferen kan gå igennem.

Stockholmer-klubben ligger efter 12 runder af Allsvenskan næstsidst i tabellen, så klubben har brug for at forstærke holdet og har udset sig Mads Døhr Thychosen som næste mand.

Den 25-årige højreback kom som ung spiller fra Vejle til FC Midtjylland, hvor han i 2016 blev indlemmet i Superliga-truppen, og i 2019 blev han solgt til FC Nordsjælland.

For halvandet år siden købte midtjyderne ham så tilbage, og Mads Døhr Thychosen har været en solid breddespiller og fået sin del af kampe, samtidig med at han har en stor plads i FC Midtjyllands trup som foregangsmand med stor professionalisme.

Han søger nu mere fast spilletid og at prøve sig selv af i et nyt land og liga, og det ser ud til at lykkes med det forestående skifte til AIK.

Mads Døhr Thychosen bliver dermed FC Midtjyllands første transferaktivitet denne sommer.