FC Midtjylland er kun detaljer fra at sælge Gustav Isaksen til Lazio i et rekordsalg.

B.T. kan afsløre, den danske klub har accepteret et bud på 15 millioner euro, 112 millioner kroner, for sin guldfugl. Det er eksklusiv bonusser.

Det er netop sidstnævnte, klubberne i disse timer sidder og diskuterer, inden Gustav Isaksen får lov at tage til den italienske storklub.

Her vil han underskrive en femårig aftale, når lægetjekket er overstået.

B.T. kunne onsdag formiddag løfte sløret for Lazios bud på den 22-årige offensive profil, og at klubberne lå i intense forhandlinger.

Senere kom andre medier på banen med en pris på mellem 75-80 millioner kroner, men det har ifølge B.T.s oplysninger ingen gang på jord, og FC Midtjyllands ledelse har da også mange gange før fortalt, at Gustav Isaksen som minimum vil koste interesserede klubber over 100 millioner kroner. 

Det beløb sikrer ulvene sig nu og mere til. 

Det er nemlig kun de små detaljer såsom videresalgsklausul og bonusser, der mangler, før handlen går igennem, og B.T.s kilder melder om et godt forhandlingsklima.

Grundet situationen vil Gustav Isaksen ifølge B.T.s oplysninger starte torsdagens Conference League-kamp mod FC Progres Niederkorn på bænken.

Og hvis forhandlingerne skrider fremad med endnu mere hastige skridt, kommer han slet ikke til at spille.

Superligaen kan snart vinke farvel til en af de største stjerner.

Andre læser også