FC København køber landets vel nok mest talentfulde målmand, Theo Sander, i AaB.

Det kan B.T. afsløre.

Klubberne er enige, og B.T. kan samtidig løfte sløret for prisen, som er på blot én million euro, 7,45 millioner kroner. Kun lægetjek mangler før præsentationen, som meget vel kan være torsdag. 

FC Københavns købspris er langt under, hvad Theo Sander denne sommer blev rygtet til Inter for. Transferjournalisten Fabrizio Romano har skrevet, at den italienske storklub var klar med 19 millioner kroner for ham. 

Købet af den unge keeper skal ses i lyset af, at løverne efter den forgangne sæson sagde farvel til andenmålmand Kalle Johnsson, og Theo Sander er en direkte afløser.

Keeperen fik for et år siden sin debut i Superligaen, da han kun var 17 år gammel, og det var dengang rekord for så ung en målmand.

Siden er det blevet til 14 kampe i den bedste række, men han mistede igen sin plads i buret hos AaB, der endte med at rykke ned i 1. division.

Men at talentet er så stort, at meget større klubber end AaB finder ham interessant, har løbende været diskuteret i mange medier.

Nu har FC København overhalet indenom og sikret den 18-årige målmand meget billigere end først antaget.

Mandag morgen sendte AaB selv en pressemeddelelse ud om et bud på deres guldfugl, og de gjorde samtidig opmærksom på, at forhandlinger ikke var ensbetydende med en endelig transfer.

Siden begyndte FC København at florere som ny destination på Twitter, og Ekstra Bladet kunne efterfølgende slå fast, at der var tale om de danske mestre.

AaB oplyste samtidig mandag, at et salg ikke vil medføre en ændring af forventningerne til årsresultatet.

Lyt til Transfervinduet:

  • Transferpanik i Brøndby?
  • Kasper Schmeichel til FCK?
  • Bliver Achouri den dyreste handel mellem to superliga-klubber?
  • Interview med usædvanlig åbenmundet sportsdirektør
  • Brandvarm Farzam Abolhosseini
  • Lyt med herunder eller søg efter Transfervinduet, der hvor du lytter til podcast