FC København kvalificerede sig onsdag aften til gruppespillet i Champions League, og nu forstærker klubben sig i jagten på mere succes. 

B.T. kan afsløre, at de danske mestre henter argentinske Mateo Tanlongo på en lejeaftale for resten af sæsonen, og samtidig har klubben sikret sig en købsoption på spilleren. 

Den lyder på 35 millioner kroner, men det er en pris, som kan forhandles ned, hvis de når dertil, at FC København vil købe ham fri. 

FC København har nu bekræftet, at argentineren er kommet på en lejeaftale.

Den 20-årige spiller fra storklubben Sporting CP skal ind og styrke holdet på en position, som længe har været et fokuspunkt for FC København - den defensive midtbane. 

Således har klubben siden afskeden med den tidligere anfører Zeca og også Marko Stamenic været sårbare på netop den position, men med Mateo Tanlongo er der nye kræfter til rådighed for cheftræner Jacob Neestrup.

Mateo Tanlongo kom til Europa i januar i år, da den portugisiske storklub Sporting CP hentede ham på en fri transfer, og han underskrev en aftale til sommeren 2027. 

Siden er det blevet til 14 optrædener for en klub, der har oprustet kraftigt og for et par uger siden lagde over 150 millioner kroner for at købe den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand til den centrale midtbane. 

Så blot et halvt år efter ankomsten til Sporting CP er det lykkedes FC København at overbevise den argentinske oprydder, der spillede tre ud af fire landskampe ved U20-VM i maj, om at komme til Superligaen.

Med en gulerod foran sig, som minimum hedder opgør i Champions League mod Bayern München, Manchester United og Galatasaray.