Thomas Delaney er igen aktuel i FC København.

B.T. kan afsløre, at den danske mesterklub forhandler med Sevilla om en transfer af klublegenden.

FC København forsøger ifølge B.T.s spanske kilder at leje Thomas Delaney, men det ønsker den spanske storklub ikke at gå med til, hvorfor det tilbud er fejet af bordet.

Sevilla sigter efter en permanent aftale eller et lån med obligation.

Thomas Delaney kan forlade Sevilla og skifte til FC København, uden at den danske mesterklub betaler en transfer. 
Thomas Delaney kan forlade Sevilla og skifte til FC København, uden at den danske mesterklub betaler en transfer.  Foto: Ulises Ruiz/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger vil spanierne - kun for FC København - gå med til at slippe ham transferfrit, hvis den permanente aftale laves denne sommer.

Transferen er på tegnebrættet igen denne sommer, hvor FC København har sagt farvel til de to centrale midtbanespillere i anfører Carlos Zeca og Marko Stamenic, og det er ingen hemmelighed, at klubben forsøger at styrke sig på positionen.

Men det skal være med kvalitet, og derfor har klubben udset sig sin tidligere stjerne og stadig meget elskede anfører som en mulighed.

Thomas Delaney kom til Sevilla for to år siden som en stor profil, da de købte ham fri i Dortmund for 45 millioner kroner, og han har kontrakt med La Liga-klubben i to år endnu.

Delaney har stadig to år tilbage af sin kontrakt med Sevilla. 
Delaney har stadig to år tilbage af sin kontrakt med Sevilla.  Foto: Marco Steinbrenner/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I januar var han også i spil til et skifte hjem til FC København, men det endte med et halvt år i Hoffenheim og Bundesligaen, hvor han før har haft stor succes. 

Nu er parterne igen i dialog om en retur til Danmark.