Brøndby er på intens keeperjagt.
Som B.T. torsdag kunne afsløre, bød Leicester 52 millioner kroner på Mads Hermansen, og onsdag gik salget til Championship-klubben igennem.
Nu kan B.T. løfte sløret for, at klubben fra Vestegnen har budt otte millioner kroner på Viborgs Lucas Lund som afløser for den danske landsholdsmålmand.
Ifølge B.T.s oplysninger ønsker Viborg dog ikke at sælge målmanden, som man i januar forlængede aftalen til udgangen af 2025 med.
Brøndby har ifølge B.T.s oplysninger nu rettet sigtekornet mod den svenske keeper Leopold Wahlstedt fra den norske Eliteserien-klub Odd.
Kontakten er der allerede.
Den 24-årige svensker har været i klubben i to og et halvt år og udviklet sig til en stor profil, og ifølge flere medier har han for nyligt sagt nej til at skifte til Troyes.
Men at der kommer et skifte for den 1.90 meter høje målmand, det virker meget sandsynligt, da han har kontraktudløb med den norske klub til vinter og allerede nu må tale med nye bejlere.
Ifølge B.T.s kilder er Brøndby nede på seks målmænd, som klubben ser som afløser for Mads Hermansen.
Også islandske Hákon Rafn Valdimarsson og Rúnar Alex Rúnarsson er navne, man pønser på at hente.