Brøndby er tæt på at forstærke sig på højreback-positionen med Sean Klaiber fra Utrecht efter afskeden med Blas Riveros.
Det kunne B.T. afsløre fredag aften.
Nu kan B.T. også løfte sløret for prisen.
Den er på 1,1 millioner euro. Lige over otte millioner kroner. Det vil altså sige langt under, hvad den 29-årige spiller tidligere er blevet handlet for.
Det er nemlig kun tre år siden, at han blev købt af Ajax for lige under 32 millioner kroner.
Sean Klaiber sidder fredag aften i flyet og er på vej til København for at gennemgå sit lægetjek, inden kontrakten skal skrives under før deadline ved midnat fredag.
Højrebacken har spillet næsten hele livet i Holland og har ønsket at komme ud på et eventyr samt kæmpe med om trofæer, og det er ifølge B.T.s oplysninger årsagerne til, at Utrecht vil lade ham gå.
Samtidig er han ifølge B.T.s hollandske kilder en dyr spiller at have i truppen, men penge har han tjent mange af i sin lange karriere, og derfor går han med til at gå ned i løn for at komme til Danmark.
I Brøndby vil han ikke være blandt de lønførende.
Med købet af Sean Klaiber består Brøndbys backsammensætning ud over ham også af anfører Kevin Mensah, Sebastian Sebulonsen, Marko Divkovic og Daniel Wass, der begge kan rykkes ned ved siden af midterforsvarerne.