Andreas Skovgaard har tidligere spillet i Heerenveen, og nu er der igen et forsøg på at hente ham til Holland.

B.T. kan afsløre, at Breda har lagt et bud på danskeren i Stabæk.

Midterforsvareren har blot været et halvt år i sin klub, efter han i vinter skiftede fra Brann, og han har spillet fuld tid i samtlige 12 kampe i sæsonen – bortset fra opgøret i syvende runde mod sin tidligere klub – hvor det blev til 25 minutter.

Præstationerne hos Stabæk har været så overbevisende, at Breda nu prøver at købe den 26-årige tidligere Superliga-spiller.

Stabæk har dog gode kort på hånden, da klubben har kontrakt med Andreas Skovgaard frem til udgangen af 2024.

Breda befinder sig i den næstbedste række i Holland og missede akkurat oprykning i den forgangne sæson.

Holdet bliver ledet af den kontroversielle tysker Peter Hyballa, som i 2021 var træner i Esbjerg, men tiden i klubben blev kort, efter B.T. kunne afsløre hans hårdhændede metoder, som senere førte til en fyring.

Andreas Skovgaards agent, Simon Friis, har ikke ønsket at kommentere buddet fra Breda.