Den tidligere Superliga-profil Alexander Juel Andersen vil hjem til Danmark.

B.T. kan afsløre, at han er blevet enig med sin norske klub Aalesund om at kunne smutte gratis.

Alexander Juel Andersens kontrakt med Eliteserien-klubben løber året ud, men store omvæltninger i den kriseramte klub gør, at man gerne vil spare hans løn væk, og der er givet håndtryk på at kunne skille en halvsæson før tid uden beregning.

Aalesund skraber bunden i ligaen, og i maj skiftede klubben ud på cheftrænerposten, da Lars Arne Nilsen blev fyret og erstattet med Christian Johnsen.

OB's Alexander Juel Andersen har scoret til 1-0 i 3F Superligakampen mellem AGF og OB på Ceres Park i Aarhus , søndag den 29. august 2021.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
OB's Alexander Juel Andersen har scoret til 1-0 i 3F Superligakampen mellem AGF og OB på Ceres Park i Aarhus , søndag den 29. august 2021.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Resultaterne er dog ikke blevet bedre, og klubben har kun vundet tre kampe efter 19 runder. Senest fik man røvfuld mod Brann med 1-5 - uden Alexander Juel Andersen i truppen.

Mandskabet har spillet en kamp mere end de andre bundhold, de ligger og slås om overlevelse med, og der er slået et hul på syv point ned til Aalesund, der som konsekvens deraf er begyndt at forberede sig på livet i OBOS-ligaen, den næstbedste række i Norge.

Danskeren blev i marts sidste år udlejet til Aalesund fra OB, og et halvt år senere slog de til og købte ham. Siden har han spillet 38 kampe for klubben.

Herhjemme er det blevet til over 200 Superliga-kampe for klubber som AGF, Viborg, Horsens samt striberne fra Fyn.

Vejen er banet for en retur til Danmark.