AGF lukker hullet efter salget af Yann Bisseck til Inter.
B.T. kan afsløre, at aarhusianerne køber det eftertragtede talent Tobias Anker i Vendsyssel. Der mangler kun lægetjek og underskrift. Klubben er enig med Vendsyssel.
22-årige Tobias Anker er både i dette og seneste transfervindue blevet rygtet væk fra 1. divisionsklubben, og da kontrakten i Vendsyssel kun gik et år længere, er det ideelt for nordjyderne med et salg nu.
Bronzevinderne fra Aarhus blev for en uge siden meldt i forhandlinger med Vendsyssel om et salg af Tobias Anker i Nordjyske, og mediet skrev også, at norske Vålerenga syntes længst fremme i processen med at købe ham.
Men det bliver altså AGF, der løber med underskriften.
Tobias Anker når dermed kun at have været i Vendsyssel i et år, efter han sidste sommer rykkede nordpå fra FC Midtjylland.
Forinden havde den 194 centimeter høje og hovedstødsstærke midterforsvarer været på leje i Fredericia.