De har været Superliga-darlings i halvandet år – og cheftræneren er blevet udnævnt til et fodboldtaktisk geni.

Men nu er hvedebrødsdagene ovre i Silkeborg – i den grad! To sejre i de seneste 14 kampe er det blevet til for Søhøjlandets drenge – senest tabte Kent Nielsens mandskab med 0-2 til OB i Odense efter endnu en blodfattig indsats.

Og Silkeborgs nedtur går ikke ubemærket hen i B.T.s mandagspodcast 'Transfervinduet – Ugens Rapport', der fælder en nådesløs dom over SIF.

»De skal være glade for, at der kun er syv runder og ikke ti tilbage af sæsonen. For det er lige nu Superligaens absolut dårligste hold,« lyder det blandt andet.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Panelet hæfter sig også ved, at Silkeborg ikke får særligt meget ud af klubbens akademi, der ellers har produceret spillere som Kasper Dolberg og Robert Skov.

»Det er ikke noget, man ser meget til på Kent Nielsens Silkeborg-hold. De unge spillere får virkelig ikke mange chancer. Det er primært et hold, han har stykket sammen af 1. divisionsspillere som Tonny Adamsen, Oliver Sonne, Lukas Engel. Der er ikke meget Silkeborg-talent at spore på det hold.«

»Kent Nielsen er så oldschool, at man skal have et F5-lån og to børn for at få lov at starte inde på hans hold.«

'Transfervinduet – Ugens Rapport' er B.T.s nye hårdtslående podcast, der hver uge løfter Superliga-runden op i benene og ryster de bedste historier ud af kampene.

Lyt til hele udsendelsen herunder. Ud over Silkeborgs deroute taler panelet i denne uge blandt andet om balladen med Uwe Rösler, der ikke længere vil være en god dreng, og Rasmus Falks bænkevarmertjans i FCK. Hør udsendelsen herunder.