Mustapha Bundu er brandvarm, men AGF er iskolde.

Der er nemlig absolut ingen stress på sportschef Peter Christiansens kontor på Fredensvang. Selvom hans og aarhusianernes 23-årige sierraleonske guldkalv står klar til slagtning for rekordmønt, er det netop også derop, man skal, hvis man vil have Bundu.

Ellers holder AGF hellere på ham.

I har Bundu med et år tilbage af kontrakten. Hvis han ikke forlænger, skal du så ikke sælge ham?

»Jeg skal jo ikke sælge ham. På rygteniveau, og hvad jeg hører rundt omkring, er interessen stadig stor. Det er mange gange hans navn, der bliver nævnt, når vi får en henvendelse eller agenterne snakker. Men det er ikke et eller andet udsalg,« siger AGF-sportschef Peter Christiansen.

Mustapha Bundu har spillet en Superliga-sæson af de rigtig gode. Med otte mål og syv oplæg er han nummer fire på listen over spillere, der er med i flest scoringer.

Og med et år tilbage af kontrakten ville det være denne sommer, AGF allersenest kunne sælge med god fortjeneste.

Om et halvt år kan Mustapha Bundu skrive under med en anden klub og så forsvinde gratis næste sommer. Men hellere det end at sælge stjernen for under markedsprisen, lyder det fra Aarhus.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Hvis ikke et bud har et niveau, hvor vi synes, at det er aktuelt - og med noget i røven af det i forhold til videresalgsprocenter og bonusser, så kommer han bare til at blive her og spille et år mere. Det er lige så vigtigt for os, at vi har et hold, der er konkurrencedygtigt, når vi kommer ind i næste sæson,« siger Peter Christiansen.

Dermed har AGF altså sendt en besked til både interesserede klubber, men også Mustapha Bundu selv om, at den nuværende kontraktsituation ikke er noget, der presser aarhusianerne.

Det og meget mere kan du høre mere om i B.T.s fodboldpodcast Transfervinduet, hvor panelet i denne uge også taler om Brøndby- og FCK-rygter samt svarer på lytternes OB-spørgsmål.

Du kan lytte til podcasten i denne artikel, eller hvor du normalt hører podcast.