Opdateret 09.23: Køen er afviklet omring ulykkestedet.

I forbindelse med morgentrafikken er en personbil mandag morgen blevet påkørt af to lastbiler i et voldsomt uheld.

Det første sammenstød fandt sted klokken 07.00 på hovedvej A16 ved Tjelle.

»Uheldet er sket lige øst for en rundkørsel, hvor bilerne hele tiden bremser i morgentrafikken. En personbil bliver påkørt bagfra af en lastbil, som skubber den over i modsatte vejbane,« siger Lars Even, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

»Her rammes bilen derefter frontalt af en anden lastbil,« siger Lars Even.

Trods den voldsomme dobbeltulykke er der ifølge vagtchefen kun tale om lette personskader.

Redningsmandskab er på stedet og Falck er ligeledes på vej. Midt- og Vestjyllands Politi leder trafikken udenom ulykkestedet mellem rundkørsel Foulum og frakørsel mod Øby.

Det har dog ikke været muligt at etablere en omkørsel for trafikken, der kører mod vest og Viborg.