25 køer og tre heste er blevet reddet ud af en lade, som tidligt fredag aften brød i brand på Tinkerupvej i Helsingør.

Høje flammer og kraftig røg omsluttede laden.

»Vi fik anmeldelsen klokken 18.10. Det er ikke ejeren, men en anden person deroppe, som er anmelder,« siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Camilla Priegel.

Branden opstod, fordi en person kom for tæt på den halmfyldte lade med en ukrudtsbrænder.

»Der er ingen personskade, og dyrene er nu i god behold. De er blevet udsat for noget røg, mens de var i bygningen. Vi har en dyrlæge på stedet, og dyrene skulle have det godt,« siger Camilla Priegel.

Brandfolk arbejder ifølge vagtchefen fortsat på stedet.