Tre dødsfald. Otte alvorlige skader. Og hele 255 registrerede uheld.

Det er den kedelige ulykkesstatistik for en strækning på blot 16 kilometer af E45 Østjyske Motorvej i løbet af de seneste fem år.

De kedelige tal stammer fra den tilstoppede og farlige strækning omkring Ejer Bavnehøj syd for Skanderborg.

Og det på trods af, at der blev etableret såkaldte rumleriller ind mod midterrabatten i 2014 - netop for at reducere antallet af uheld.

Men rumlerillerne, som advarer bilister, der er på vej ind i den forkerte kørebane, har ikke haft den ønskede effekt. I stedet er antallet af uheld faktisk fortsat med at stige, skriver Århus Stiftstidende, som har fået Vejdirektoratet til at gennemgå statistikken for uheld på den farlige strækning.

Tre af ulykkerne har haft dødelig udgang, mens der har været alvorlig personskade i yderligere otte af dem. I 42 tilfælde har der været materiel skade.

Det er især de såkaldte ekstrauheld, som er i stigning. Det vil sige uheld, som skyldes kø eller bagendekollisioner.

Ifølge Vejdirektoratet er årsagen til de mange ulykker, at der er kommet flere biler på motorvejen.

Derfor er en udvidelse til seks spor på netop den ulykkesbefængte strækning på tegnebrættet, men realistisk set sker det tidligst i 2025.

Inden da håber Vejdirektoratet, at der vil blive afsat penge til en række mindre forbedringer.

»Uheldstastistikkerne i området er vi opmærksomme på, og de er en del af grundlaget for en udvidelse. Vejen bugter sig virkelig op og ned, og mens vi ikke kommer til at flytte motorvejen, så kigger vi på, om vi kan lave andre sving og kurver i vejbanen, som er sikrere,« siger Jacob Pryds Winkel, senior projektleder ved Vejdirektoratet, til Århus Stiftstidende.

De 255 registrerede uheld på den farlige strækning er kun toppen af isbjerget. Flere mindre uheld, hvor politiet ikke bliver indblandet, bliver nemlig slet ikke registreret hos Vejdirektoratet.