Mange danske bilister har holdt sig opdateret om trafikken via appen 'Trafikinfo'. Men nu er det slut.

Vejdirektoratet har lukket for appen - og trækker sig helt fra app-markedet.

'Fra i dag er Vejdirektoratets trafikapp 'Trafikinfo' lukket. Du kan fortsat få opdateret trafikinformation på deres hjemmeside trafikinfo.dk, Dansk Trafikinfos platforme, Google Maps samt i radioen,' skriver Dansk Trafikinfo i et tweet.

Torsdag den 14. november lukker og slukker 'Trafikinfo', men Vejdirektoratet vil fortsat sende oplysninger om uheld, motorvejskøer og lignende ud til private udbydere som Trafikalarm-appen og Tomtom.

»Vi trækker os helt fra app-markedet ude hos trafikanterne, men sikrer, at vi leverer data i god kvalitet til de private leverandører,« siger afdelingsleder for Vejdirektoratets trafikcenter, Stine Bendtsen, til Politiken.

Det gør Vejdirektoratet vel vidende, at det kommer til at gå ud over de danske bilister. I hvert fald på kort sigt.

For de private apps leverer ifølge Vejdirektoratet endnu ikke oplysningerne om trafiksituationen ligeså hurtigt ud til bilisterne, som 'Trafikinfo' gjorde.

Ved at lukke for appen håber Vejdirektoratet, at firmaerne bag de kommercielle apps vil få større incitament til at forbedre deres produkt.