Onsdag formiddag rammer snestormen.

Det får nu Vejdirektoratet til at komme med flere opfordringer og gode råd til danskerne.

»Der bliver arbejdet i døgndrift og kørt alt det salt ud, som det er muligt,« skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Her oplyses det også, at »alt tilgængeligt materiel er ude at køre« – og at der er blevet skrabet sne og saltet 70 timer i træk rundt om i landet. 

Stålplovene er også sat ind de steder, hvor der er problemer med fastkørt is.

Men uanset hvad kan snestormen og snefygningen »ikke undgå at presse trafikken«, pointerer Vejdirektoratet.

»Derfor er det vigtigste budskab: Følg med i trafikmeldingerne og kør efter forholdene,« lyder opfordringen til bilisterne.

For Vejdirektoratet understreger, at end ikke alverdens forberedelse vil kunne forhindre, at snestormen vil skabe kaotiske forhold på vejene. 

»Der vil være glat nogle steder, der vil være forsinkelse, og der vil kunne være biler, der kører fast eller ikke kan komme op ad en bakke,« pointerer Vejdirektoratet. 

Derfor understreges det igen, at du ikke kan køre, som du plejer, når det er sne- og isglat:

»Sæt farten ned og afstanden op. Man kan ganske enkelt ikke køre normal hastighed i slemt vinterføre. Overvej i det hele taget, om det er nødvendigt at køre afsted,« lyder opfordringerne fra Vejdirektoratet.

Derudover opfordres trafikanterne til at følge de lokale anbefalinger fra politiet eller andre myndigheder og at holde sig orienteret om vejr- og trafiksituationen via Vejdirektoratets trafikkort, DMI og eventuelt at lytte til trafikmeldinger på P4.

Du kan også følge vejr- og trafiksituationen i vores liveblog, som du finder lige HER.