Vejdirektoratet advarer: Weekenden byder på kø
Man skal væbne sig med tålmodighed i weekenden, hvis man skal ud på de danske veje.

Man skal væbne sig med tålmodighed i weekenden, hvis man skal ud på de danske veje.

Kufferterne er pakket. Sommerhusene tømmes. Og nu sætter danskerne kursen hjem.
Det kan give massive trafikproblemer i weekenden, hvor sommerens største hjemrejsebølge rammer vejene.
Det oplyser Vejdirektoratet.
Lørdag ventes tæt trafik mellem klokken 11 og 15.
Men søndag ser værst ud. Her er der stor risiko for kø og forlænget rejsetid mellem klokken 12 og 16.
»Hjemrejsetrafikken vil bevæge sig på tværs af landet fra Jylland mod hovedstadsområdet samt nordpå fra Tyskland, og der vil være risiko for kødannelser og forlænget rejsetid flere steder i landet i de anførte tidsrum,« oplyser Vejdirektoratet.
Særligt de store motorveje, grænsen og områderne omkring de større byer kan blive presset.
Også Østjylland kan blive hårdt ramt.
Her slutter Smukfest søndag, samtidig med at vejarbejde på E45 mellem Vejle og Randers betyder nedsat hastighed og smallere spor flere steder.
Så skal du hjem fra ferie i weekenden, kan det betale sig at væbne sig med tålmodighed.