DMI har tirsdag udsendt et varsel. 

De varsler om lokale natlige skybrud i den østlige del af landet. Og det har fået Vejdirektoratet til at reagere.

'Vær derfor opmærksom i trafikken særligt i lavtliggende områder og viadukter,' skriver de i en meddelelse og fortsætter:

'Vær sikker på at du har lys i baglygterne. Der kan ligge meget regn på vejbanen, så vær også opmærksom på akvaplaning. Kør forsigtigt og hold god afstand.'

DMIs varsel varer fra tirsdag klokken 23.00 til onsdag klokken 04.00.

Der er tale om en kategori 1 varsel, og man forventer tordenbyger og lokale skybrud. Der kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter.

På Bornholm gælder varslet dog først fra klokken 05 onsdag morgen og frem til klokken 09.