Lyt til artiklen

Snart slutter skolernes sommerferie - og det betyder typisk også rejsekaos. Og i år er ingen undtagelse.

Derfor er Vejdirektoratet nu ude og advare mod ferietrafikken, som vil trække lange køer landet rundt.

I Vejdirektoratets prognoser står blandt andre en række danske motorveje til at blive voldsomt trafikerede - det gælder særligt E20 Vestmotorvejen, E20 Fynske Motorvej, E45 Sønderjyske Motorvej og motorvejsnettet omkring Kolding.

Derudover forventer Vejdirektoratet også tæt trafik omkring sommerhusområderne langs den jyske vestkyst, ved Skagen, i Nordsjælland og på ruten til og fra Sjællands Odde, hvor Molslinien blandt andet holder til.

»Vi anbefaler, at man planlægger sin tur og så vidt muligt kører uden for de mest trafikerede tidsrum,« skriver Vejdirektoratet, og fortsætter:

»Og at man desuden holder sig opdateret om den aktuelle trafiksituation.«

Vejdirektoratet meddeler, at lørdage mellem 11-15 og søndage mellem 12-16 er de mest trafikerede timer på døgnet.

Desuden tilføjer Vejdirektoratet, at der kan opstå kødannelser omkring den dansk-tyske grænse.

Her skal du være særligt opmærksom på kø de kommende dage. Grafik: Vejdirektoratet.dk
Her skal du være særligt opmærksom på kø de kommende dage. Grafik: Vejdirektoratet.dk
Vis mere