Er du en af de mange bilister, der hver dag kører fra Aarhus op på Djurslandsmotorvejen mod E45 via motorvejsbroen – så skal du spidse ører nu.

Broen, der findes ved IKEA i Aarhus Nord, skal nemlig igennem et større renoveringsarbejde, der først forventes at være afsluttet i begyndelsen af august.

Det oplyser Vejdirektoratet.

To spor bliver i den forbindelse til ét, så bilister skal forberede sig på at køre en smule tæt – og langsommere.

Det sker, fordi fugerne på broen skal friskes op.

»Fugerne er en vigtig del af brodækket, da de sørger for, at broen kan bevæge sig, når der er temperatursvingninger. De sikrer, at brodækket kan udvide sig om sommeren og trække sig sammen om vinteren uden gab i vejbanen,« lyder det fra Vejdirektoratet.

Det ene af de to nordvestgående spor over broen vil blive spærret, og der vil derfor kun være ét farbart spor i perioden fra 8. juni til engang i august.

Der vil under vejarbejdet være en hastighedsbegrænsning på 50 km/t af hensyn til sikkerheden for både trafikanter og vejarbejdere.

Særligt i myldretiden i morgen- og eftermiddagstimerne forventes der at opstå kø på broen.

»Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne,« lyder det afslutningsvis.