En varebil er fredag morgen kørt ind i en holdende lastbil på motorvej E45 mellem Svenstrup og Støvring.

Føreren af varebilen, en 42-årig mand, er i kritisk tilstand. Kort efter fandt endnu et uheld, der involverede tre biler, sted på strækningen.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Politikredsen fik anmeldelsen om den første ulykke, hvor varebilen kørte ind i en lastbil, klokken 07.15.

»Føreren af varebilen er kørt til Aalborg Sygehus i kritisk tilstand,« skriver politiet på Twitter.

I begyndelsen efter ulykken, der fandt sted på motorvej E45 i sydgående retning, var motorvejen helt spærret på strækningen, og politiet kom med en advarsel:

»Kør forsigtigt – der er meget glat!«

Kort efter nyheden om den første ulykke på strækningen blev meldt ud, opstod der endnu et uheld:

»Der er sket endnu et uheld på E45 i sydgående retning ved afkørsel 29 Svenstrup. Tre personbiler er stødt sammen. Politi og redning er på stedet,« lød det fra politiet, der fik anmeldelsen om det klokken 07.53.

Kort efter klokken 09.00 oplyser Nordjyllands Politi, at bilinspektøren er færdig på stedet, og begge vognbaner er åbne igen.

»Føreren af varebilen er desværre stadig i kritisk tilstand. De pårørende er underrettet,« oplyses det.