Fire yngre kvinder har lørdag morgen været involveret i en ulykke på Nordjyske Motorvej. En er omkommet.

En yngre kvinde er lørdag morgen omkommet i en trafikulykke på Nordjyske Motorvej.

Se mere video på Local Eyes.

Ud over den dræbte var tre andre kvinder i bilen, som forulykkede tidligt lørdag morgen.

Ved du noget om sagen, så vil B.T. gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook, tak.

En af kvinderne er i kritisk tilstand og fløjet med lægehelikopter til Skejby Sygehus.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Haugesen.

De to andre kvinder er bragt til Randers Sygehus, men er ikke kommet alvorligt til skade.

Kvinden, der blev dræbt, og kvinden, der er i kritisk tilstand, sad begge på bagsædet af bilen. De to andre var henholdsvis chauffør og passager på forsædet.

Her ses den forulykkede bil
Her ses den forulykkede bil Foto: Rasmus Skaftved
Vis mere

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 06.13.

- En bilist blev prajet af en kvinde, der stod i nødsporet og bad om hjælp, siger Mogens Haugesen om anmeldelsen.

Der er tale om en soloulykke, hvor der altså ikke var andre biler involveret. Bilen kørte ved ulykken ud over autoværnet.

På grund af ulykken var højre spor spærret på motorvejen fra Randers mod Hobro mellem Purhus og rasteplads Glenshøj Ø. Der er dog åbnet igen.

En bilinspektør har været på stedet for at afdække de nærmere omstændigheder bag ulykken. Lørdag morgen er det endnu ikke klarlagt, hvad der fik bilen til at køre galt.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/