Siden midten af december har letbanen i Odense kørt testkørsler på hele letbanens strækning.

Odenseanerne har derfor skullet vænne sig til at møde toget i bybilledet. Og i den kommende tid skal de så også vænne sig til at møde toget sent om aftenen.

I hvert fald har Odense Letbane igangsat nye testkørsler, der strækker sig helt frem til klokken 23. Og årsagen er støj.

»Hensigten med de sene aftenkørsler er at måle støj og vibrationer fra toget,« skriver Odense Letbane på sin Facebook-side.

Flere beboere langs letbanestrækningen har oplevet en del støj i forbindelse med testkørslerne. Men Odense Letbane meldte i den forbindelse ud, at der ikke burde være grund til bekymring. For når først letbanen går i drift, forventes der slet ikke lige så meget støj.

Men først skal der altså måles, præcis hvor meget støj der er tale om.

Og det foregår ved testkørsler og med måleudstyr placeret langs sporet.

For at sikre retvisende målinger, skal der være mindst mulig baggrundsstøj fra den øvrige trafik. Og det er altså derfor man har valgt at ligge støjtesten i aftentimerne frem til klokken 23, forklarer Odense Letbane.

Indtil videre er støjmålingerne programsat i uge 4 og uge 5, men de kan forlænges, hvis det bliver nødvendigt. Det er letbanens entreprenør Comsa, der står for støjmålingerne.