Mange danskere kører ind i mellem bil, selvom de måske i virkeligheden er for trætte til at kunne gøre det på forsvarlig vis.
Det viser en ny undersøgelse.
Heri svarer hele 43 procent – altså knap hver anden – at man har oplevet at have 'haft svært ved at holde øjnene åbne' under kørsel.
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Public for forsikringsselskabet Gjensidige.
»Det er en bekymrende stor andel, der har oplevet at være så træt bag rattet, at de har svært ved at holde sig vågne,« siger Henrik Sagild, skadedirektør hos Gjensidige:
»Og selvom træthed naturligvis er noget, der kan opstå under kørslen, så har man som bilist et ansvar for, at man er frisk nok til at køre bil, inden man begiver sig ud i trafikken.«
I undersøgelsen svarer otte procent videre, at 'jeg er faldet i søvn et kort øjeblik'.
At træthed kan have konsekvenser i trafikken, viser tal fra Havarikommissionen.
Her skrev man sidste år, at træthed og søvn er en faktor i otte procent af de ulykker, man har undersøgt.
»Et sikkert tegn er for eksempel, hvis det kan ses af sporene, at føreren er fortsat i en lige linje ud af en kurve,« som det lød i den forbindelse og understregede videre, at der kan godt være mange flere ulykker relateret til træthed eller søvn.
De nye tal fra Kantar Public viser også, at danskere mest af alt holder hyppigere pauser (37 procent), hører høj musik (27 procent), fører samtaler (23 procent) og drikker kaffe (15 procent) for at bekæmpe trætheden.
37 procent svarer dog også, at de ikke kører bil, hvis de er trætte.