En person blev torsdag morgen alvorligt kvæstet ved en trafikulykke på Hirtshalsmortorvejen.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Den mandlige bilist blev fundet i sin bil, som lå på en mark ved E39 i nærheden af Brønderslev.

Ulykken blev først opdaget, da en anden bilist kørte galt på nogenlunde samme sted i de tidlige morgentimer.

»Vi anser ikke de to ulykker for at have noget med hinanden at gøre. Motoren på bilen, der lå længere inde på marken var kold,« forklarer vagtchef Poul Fastergaard til Nordjyske.

Det uheld betyder, at højre spor på E39 Hirtshalsmotorvejen lige nu er spærret. Det oplyser Vejdirektoratet.

Det er strækningen fra Hirtshals mod Aalborg mellem Vrå og Brønderslev C, der er tale om.

Politiet og redningsmandskab er på stedet.

Vagtchefen oplyser til Nordjyske.dk, at det muligvis er våde vejbaner på strækningen, der er årsagen til ulykkerne.

Omkring klokken seks er der også sket et uheld på Vestmotorvejen i retning mod København.

Det skriver P4 Trafik på Twitter.

Her holder der flere havarerede biler i midterrabatten, og bilister advares om, at det kan skabe opbremsninger.

Opdateres...