Onsdag mistede en 25-årig mand livet nord for Vejle, en 76-årig kvinde blev dræbt ved Stenløse, og en person kom svært til skade i Odense. Alle tre i trafikulykker.

De tre personer er alle en del af noget uhyggeligt, der for tiden foregår på de danske veje.

De seneste tal for dræbte viser nemlig, at 24 personer mistede livet i august i år. Det er 11 flere end samme måned året før.

Og ifølge B.T.s optælling har mindst 11 personer mistet livet i trafikken fra 1. til 16. oktober i år. Det tal lå på 15 for hele oktober måned sidste år.

Endnu foreligger der ikke tal for september, men hos Rådet for Sikker Trafik har man også lagt mærke til de mange omkomne i trafikken.

»Der virker til at være mange dræbte i den seneste tid i trafikken. Og selvom vi endnu ikke har konkrete tal, så kan vi læse os til via medierne, at der er væsentlig flere alvorlige ulykker i de her måneder,« siger pressechef Søren Ørsted Pedersen.

Han fortæller samtidig, at man normalt ser en lille stigning i ulykker på vejene, når efteråret gør sit indtog. Men det udsving kan ikke forklare de mange trafikdrab, som har fundet sted de seneste måneder.

»Lige nu kan vi ikke se en samstemmende tendens, der kan forklare, hvorfor så mange bliver dræbt. Når vi ser på de forskellige ulykker, så er det meget blandet – spritkørsel, lastbiler, der ikke når at bremse, cyklister og fodgængere, der rammes og soloulykker,« siger Søren Ørsted Pedersen.

Han fortæller dog, at en betydelig del af ulykkerne på vejene skyldes trafikanternes adfærd, ikke teknik.

Det bakker Kim Ancker op om. Han har siden slut-80'erne haft sit eget vognmandsfirma, Kim Ancker Transport, i Ringsted. Herfra har han og kollegaen Henning 'Baloo' Olsen kørt de danske veje tynde.

Og Kim Ancker forstår desværre godt, hvorfor der er en stigning i dræbte på vejene.

»Folk kører med hovedet under armen. Det hele handler om at komme først, og folk har så travlt med at komme hjem. Og det er helt klart eskaleret over de seneste år,« siger Kim Ancker, der under sloganet 'Danmarks sikreste lastbil' tager ud og underviser folkeskoleelever i at undgå primært højresvingsulykker.

Vognmand Kim Ancker.
Vognmand Kim Ancker. Foto: Privatfoto
Vis mere

Privat har han også gjort en mindre hobby ud af at udstille vanvidsbillister. Det gør han på sin Facebook-profil, hvor han med jævne mellemrum lægger videoer ud fra det kamera, som firmaet har installeret i lastbilen.

Videoerne har et samlet tema: bilister, der kører farligt i trafikken.

Og der er mange af dem.

»Folk har eksempelvis ikke tid til at køre i kø. De har så travlt, at de i stedet kører over spærrelinjerne. Så sent som i morges oplevede jeg i København at holde ved et lyskryds og blive overhalet indenom, blot for at bilisten skulle flette ind og holde stille igen 500 meter længere fremme,« siger Kim Ancker.

Alene i oktober har lastbiler eller busser været involveret i fem af de 11 episoder, hvor folk har mistet livet i trafikken til og med 16. oktober.

Og Kim Ancker oplever da også, at andre bilister kører mere uforsvarligt i forhold til de tunge køretøjer.

»Folk respekterer ikke lastbiler på samme måde, som man gjorde tidligere. De har travlt med at trække ind hurtigt foran. Og når man gør det, så mindsker man lastbilens bremselængde betydeligt.«

»Jeg oplever også, at eksempelvis cyklister holder mere på deres ret end tidligere. Og det er en rigtig dum idé. For hvis lastbilchaufføren er uopmærksom, så kan den ret ende med at blive en, man tager med sig i døden,« siger Kim Ancker.