Lyt til artiklen

To mænd slap billigt, da de tidligere i dag var involveret i et frontalt sammenstød på Ouevej ved Hobro i Nordjylland.

Politiet fik melding om trafikuheldet klokken 13.28.

»En 60-årig mand, der var på vej i østlig retning af Ouevej, trak af ukendte årsager over i den modsatte vejbane, og kørte dermed frontalt sammen med en anden bil, der var ført af en 48-årig mand, der var på vej i vestlig retning,« oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund til B.T.

Begge bilister blev bragt til Aalborg Universitetshospital, men ingen af dem er kommet alvorligt til skade, oplyser vagthavende.

Vejen var efterfølgende spærret i begge retninger mellem Oue og Valsgård ved Kielstrupvej, men er nu åben igen for trafik.