Tre biler er søndag eftermiddag kørt op bag i hinanden på Storebæltsbroen i retning mod Sjælland.

»Det ligner et harmonikasammenstød,« siger Lars Denholt, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Uheldet har betydet, at der søndag eftermiddag var kø på motorvejen, men den ene vejbane er åbnet op igen, så køen vil aftage efter cirka klokken 19.

»I den første vejbane er der spærret, mens der er fejet for glasskår i den anden vejbane. Her er åbnet igen, så man må køre med 80 kilometer i timen,« siger han. 

Der meldes ikke om nogen personskader. 

»Der er en person, der køres til kontrol på et sygehus, men der meldes ikke om personskader,« siger vagtchefen.