Der er lørdag formiddag sket et uheld mellem en personbil og en varevogn på Hillerødmotorvejens forlængelse rute 16 ved Hillerød.

»De to biler er kørt frontalt sammen, da den ene forvildede sig over i det modkørende spor,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Søren Bjørnestad, til B.T.

En person er kommet til skade og bliver kørt til Rigshospitalets traumeafdeling.

Dog kan Søren Bjørnestad ikke sige noget om, hvor alvorlig personens tilstand er.

Den ene bilist, der var involveret i uheldet stak af.

Politiet arbejdede på stedet og havde derfor lukket vejen næsten helt ned i begge retninger. Nu er der igen åbent, men der er en del trafik, der skal afvikles.

Du kan se mere tv fra Localeyes her.

»Vi er i fuld gang ude på stedet med masser af patrujlevogne. Folk begynder nemlig at vende om på motortrafikvejen, og det er ulovligt,« siger Søren Bjørnestad.

»Vi har fanget nogen stykker, og det er bestemt ikke en billig bøde, de kan se frem til.«

12 bilister fik en betinget frakendelse af kørekortet, da de lavede u-vending.

Søren Bjørnestad opfordrer bilister til at finde en alternativ rute, da oprydningsarbejdet kommer til at være mindst en time endnu.

»Vi er til stede med en bilinspektør og skal nu have klarlagt, hvad uheldet skyldtes,« siger han.