Der er fredag eftermiddag sket mindre uheld i trafikken, som forlænger rejsetiden på de danske motorveje. Vejdirektoratet forventer at kødannelser kan tage til i løbet af fredag eftermiddag, men meldingen er, at trafikken kunne have været hårdere ramt.

Et uheld er sket mellem afkørsel 53 Odense V og afkørsel 52 Odense SV med en forventet forsinkelse på 15 minutter, ifølge Vejdirektoratet, ligesom et mindre uheld på Østjyske Motorvej fra Horsens mod Aarhus fører til kødannelse i det østjyske. ​

Fredag og lørdag er to af årets helt store rejsedage, men indtil videre ser fredagens trafik ikke så slem ud, som man kunne have forventet - det kan dog tage til i løbet af eftermiddagen.

Skolebørnene har fået ferie, ligesom myldretrafikken begynder nu:

»Vi kan se, det tager til med de mindre uheld, så sommertrafikken begynder stille og roligt at komme omkring de store byer,« siger vagthavende hos Vejdirektoratet Rubin Bay-Madsen.

Om fredagen er der størst risiko for kødannelse fra 14-18, mens det om lørdagen er værst mellem 11-15.

Vejdirektoratet forventer, at der bliver langt mere trængsel på motorvejene lørdag.

»Der er stor risiko for kødannelse og forlænget rejsetid flere steder i landet,« siger Rubin Bay-Madsen.