Aabenraas gågade lagde onsdag brosten til en dramatisk politijagt, hvor en politibil i høj fart susede forbi tøjstativer og fodgængere.

Politiet havde sat efter en vaskeægte trafikbølle, der terroriserede gågaden med rendyrket vanvidskørsel, mens shoppende borgere så målløse til.

Det har JydskeVestkysten kunnet fortælle.

Udover kaosset på den ellers rolige gågade var der særligt en ting, der brød normalen.

Det var en blå tuk-tuk-vogn, som førte an i politijagten.

Ifølge JydskeVestkysten var det en 25-årig mand, der i sin lille, overdækkede knallertvogn brød nærmest samtlige færdselsregler, mens han kørte gaderæs med sig selv og politiet.

Det lykkedes manden at undslippe politiet, selvom der var flere betjente i hælene på ham ned af gågaden.

Det endte dog ikke lykkeligt for tuk-tuk-føreren, der brød en lang række færdselsregler i forsøget på at ryste politiet af.

»Vi har i færdselsafdelingen efterforsket os frem til ejeren af køretøjet, som vi forholdt episoden,« fortæller politikommissær Mads Bruhn Lund, Syd- og Sønderjyllands Politi, til JydskeVestkysten og fortsætter:

»Der var to køretøjer med i eftersættelsen, så kolleger kunne udpege manden, som blev sigtet for otte færdselsforseelser.«

Under flugten nåede han at køre over for to røde lys, bryde fartgrænsen, køre på to cykelstier i modsatgående retning, køre på gågaden og henover et fodgængerfelt.

En række forseelser, der samlet løb op i en bøde på 9.000 kroner.