Tre personer har søndag aften mistet livet i en alvorlig færdselsulykke.
Ulykken, der involverede to biler, skete tidligere på aftenen på den vestjyske vej Stabyvej mellem Staby og Ulfborg.
Det fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Banghøj.
To børn er blevet overført til Aarhus Universitetshospital – de er begge uden for livsfare.
»Ulykken skete, da den ene bil var i gang med en overhaling og overså den modkørende bil,« siger Ole Banghøj.
Han fortæller, at der i den overhalende bil sad én enkelt person, mens der i den modkørende sad to voksne og to børn.
De pårørende er underrettet.
Klokken 22.30 oplyser politiet på Twitter, at man er færdige med oprydningsarbejdet på vejen, som igen er genåbnet.
Del:
