Det danske forbud mod at køre med de såkaldte 'lommevogne' er et stort problem for de virksomheder, der hver dag fragter mange ton gods via det danske jernbanenet.

Det oplyser flere store transportfirmaer, som B.T. har talt med.

»Vi anser situationen for alvorlig. Vi er i løbende dialog med vores kunder for at finde alternative løsninger,« udtaler Simon Galsgaard, der er administrerende direktør for DSV Road.

DSV er en verdensomspændende dansk transportkoncern med egne lokationer i over 80 lande. De er blandt de allerstørste transportudbydere i hele verden og tilbyder alle transport- og logistikløsninger - herunder også banetransport.

Lyntoget fra togkatastrofen på Storebælt undersøges på et lukket baneterræn i Nyborg. Det var også her, at redningsmandskab natten til torsdag fandt endnu to dræbte. En tom godstrailer er formentlig skyld i den alvorlige togulykke. Nyborg baneterræn lørdag den 5. januar 2019 kl. 13.
Lyntoget fra togkatastrofen på Storebælt undersøges på et lukket baneterræn i Nyborg. Det var også her, at redningsmandskab natten til torsdag fandt endnu to dræbte. En tom godstrailer er formentlig skyld i den alvorlige togulykke. Nyborg baneterræn lørdag den 5. januar 2019 kl. 13. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udstedte lørdag et forbud mod at køre med lommevogne. Det skete på baggrund af en anbefaling fra Havarikommisionen, der undersøger årsagen til togulykken på Storebæltsbroen, hvor otte personer mistede livet.

Det var en trailer fra et DB Cargo-godstog, der angiveligt blev blæst af, som forårsagede ulykken 2. januar. Otte personer mistede livet i ulykken, hvor 16 blev kvæstet. Der var 134 om bord i  DSB Lyntoget ICL 210, heraf tre ansatte.

Mellem 45.000 og 46.000 godstrailere bliver hvert år fragtet med lommevogne gennem Danmark via jernbanenettet. Især gods, der skal transporteres over store afstande fra Norden til Europa, bliver fragtet på denne måde.

Foreløbig gælder forbuddet mod lommevogne i 14 dage, men skulle det blive udstrakt til at gælde længere, er transportfirmaerne nødt til at finde alternative måde at transportere de mange ton gods.

Et andet stort transportfirma, der bliver ramt af forbuddet, er TX Logistik AG. Virksomheden transporterer gods via det europæiske jernbanenet.

Forbuddet mod brug af lommevogne rammer firmaet fem afgange hver uge, og som en konsekvens har TX Logistic nu valgt at føre gods uden om Danmark. Det oplyser Mirko Pahl, der er Chief Executive Officer.

»Vi handler med stor fleksibilitet og taler nu med vores kunder om alternativer på den korte bane - for eksempel ved at omdirigere fragt til Norden og De Baltiske Lande ved at bruge færgeforbindelser,« skriver han i en e-mail til B.T.

Et muligt alternativ er at føre gods via en færgeforbindelse i Trelleborg, der i mange år har lidt under, at Danmark med sine broer er et ideelt transitland for jernbanegods.

Hvis forbuddet mod lommevogne bliver forlænget eller gjort permanent, er det også en mulighed, at de mange ton gods i stedet vil blive transporteret med lastbiler på de danske motorveje.

Skamlen på den lommevogn, som var involveret i togulykken på Storebæltsbroen, onsdag den 2. januar 2019. Skamlen samles med lastvognstrailerens kongetap. Otte personer blev dræbt, og 16 er kommet til skade i togulykken, hvor et passagertog blev ramt af dele fra et godstog på Storebæltsbroen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)
Skamlen på den lommevogn, som var involveret i togulykken på Storebæltsbroen, onsdag den 2. januar 2019. Skamlen samles med lastvognstrailerens kongetap. Otte personer blev dræbt, og 16 er kommet til skade i togulykken, hvor et passagertog blev ramt af dele fra et godstog på Storebæltsbroen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Danmark er en vigtig del af jernbaneforbindelsen fra nord til syd. Hvis landet permanent ikke er i stand til at transportere gods med tog, vil nogle af disse transporter blive overført til vej,« siger Mirko Pahl.

Han oplyser, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har bedt TX Logistic og alle andre jernbaneselskaber om at udarbejde dokumenter og dokumentation for sikker transport af trailere med lommevogne.

»Vi forventer en positiv beslutning, da vi fortsætter med at regne transport af trailere i lommevogne for en sikker og meget standardiseret form for transport baseret på vores erfaringer, som også lever op til europæiske og nationale myndigheder,« skriver Mirko Pahl.

Trafikstyrelsen anerkender, at forbuddet har konsekvenser:

»Det er ingen gratis omgang, og det er en beklagelig efterfølge af det forbud. Men sikkerheden er vores højeste prioritet, og det er det, vi er sat i verden for,« sagde pressechef hos Trafikstyrelsen Kim Voigt Østrøm til B.T.