Et ekspertudvalgs nye anbefalinger til billetpriserne for offentlig transport har skabt frustrationer blandt københavnerne.

Regeringen opfordrer generelt danskerne til at benytte den offentlige transport i stedet for at tage bilen.

Det gælder dog ikke i hovedstadsområdet, hvor de i stedet opfordres til enten at cykle eller gå.

Det fremgår i fire forskellige takstmodeller, som et ekspertudvalg – nedsat af regeringen – er kommet med.

Det skriver TV 2 Kosmopol, der ligeledes har talt med utilfredse borgere i hovedstaden på bagkant af takstmodellerne.

For i tre af de fire modeller fra ekspertudvalget bliver de kortere ture dyrere – mens de længere ture bliver billigere.

Derfor kan billetpriserne stige for de rejsende i hovedstadsområdet

Formanden for 'Ekspertudvalget om mobilitet i hele Danmark', Helga Theil Thomsen fortæller om overvejelserne bag forslagene:

»Vores analyser viser, at hvis vi vil have flere til at tage kollektiv transport frem for bilen, skal vi sænke prisen på de lange rejser. Så bliver det kollektive mere attraktivt end bilen«, siger Helga Theil Thomsen til TV 2 Kosmopol og tilføjer:

»Det er ikke et selvstændigt mål at gøre de korte rejser dyre. Men det er nødvendigt, så det passer inden for den økonomiske ramme,« afslutter formanden.

Mogens Fosgerau, der er professor i økonomi, har ligeledes været en del af ekspertudvalget. Han erkender, at forslagene ikke vil gavne alle:

»Det er en løsning, der prioriterer nogle hensyn over andre. Hvis der fandtes en model, der var entydigt god på alle parametre, ville jeg anbefale den. Men sådan hænger det ikke sammen, fortæller han til mediet.

Ifølge TV 2 Kosmopol har Helga Theil Thomsen forståelse for, hvis rejsende i hovedstadsområdet føler sig uretfærdigt behandlet, men håber alligevel på forståelse for de anbefalede takstmodeller.

Den endegyldige beslutning om fremtidens taktsystem er endnu ikke taget, men regeringen skal behandle anbefalingerne fra ekspertudvalget i den resterende del af 2025.