Natten til fredag og lørdag bliver turen over Storebæltsbroen lidt anderledes.

Trafikken, der passerer broen torsdag og fredag aften efter klokken 21.00, bliver nemlig dobbeltrettet, og hastigheden nedsat på grund af vedligeholdelsesarbejde.

Hastighedsbegrænsningen bliver 80 kilometer i timen, og overhaling vil ikke være tilladt.

Det skriver Sund og Bælt i en pressemeddelelse.

Heri gør de det også klart, at broen lukkes helt for trafik i 20 minutter lige inden og efter omlægningen af trafikken, som er sat til at starte klokken 21 og slutte henholdsvis klokken fem og seks om morgenen fredag og lørdag.

Det er blandt andet montering af nye elektroniske færdselstavler, der er anledningen til den trafikale omlægning.

Henover foråret vil der bliver opsat hele 60 nye tavler. Det betyder også, at de natlige omlægninger vil gentage sig i april og maj.

Sund og Bælt gør også opmærksom på, at det ikke er muligt for særtransporter bredere end 3,3 meter eller større end broklasse 100 at passere broen i det nævnte tidsrum.