Trafikkaos i nat: Fulde svenskere indtog J-dag
En passager fortæller blandt andet, at flere besvimede på toget mellem Danmark og Sverige.

En passager fortæller blandt andet, at flere besvimede på toget mellem Danmark og Sverige.

Det er åbenbart ikke kun danskerne, der fejrer J-dag.
Overfyldte Øresundstog tyder nemlig på, at den populære øldag er nået over til vores svenske naboer.
Ifølge Aftonbladet udbrød der nemlig decideret togkaos på skinnerne mellem Danmark og Sverige.
En svensk passager fortæller blandt andet, at personalet bad folk om at stå af, fordi toget var overlastet og for tungt, ligesom at nogen måtte tilbringe hele togturen på toilettet, da det var umuligt at komme ud.
Den enorme menneskemængde om bord på toget skulle efter sigende også have skabt panik blandt nogle af passagererne, som trak i nødbremsen og ville ud.
»Vi hørte dem skrige udenfor. Folk havde drukket og var ved at blive ret vrede. Det var varmt, der var mange mennesker, og alle ville hjem,« fortæller 23-årige Jenny Dunmar.
En anden passager, Dan Engman, fortæller desuden, at hjemturen, som normalt varer 20 minutter, tog intet mindre end tre timer.
Han fortæller videre, at flere passagerer besvimede, mens de stod stuvet tæt sammen.
Skånetrafik fortæller til mediet, at flere tog blev aflyst, og der opstod flere forsinkelser. Selv kalder de situationen for »ekstremt belastende.«
Sandra Patraska, driftsleder hos Skånetrafiken, peger på, at det er usædvanligt, at så mange passagerer skal med på en gang.