Onsdag eftermiddag skal du være ekstra opmærksom, hvis du skal med toget i Jylland.

Der er nemlig en fejl på fjernstyringen af signalerne.

Det oplyser Banedanmark til B.T.

»Det betyder, at der kan være en del forsinkelser på togtrafikken i det jyske,« siger pressechef, Andreas Hald.

Helt konkret kan der være mellem 5 og 15 minutters forsinkelse på strækningen mellem Fredericia - Aarhus - Aalborg.

Og så kan man desuden opleve op til en halv times forsinkelse i næsten hele Jylland.

Banedanmark har ikke på nuværende tidspunkt et præcist tidspunkt for, hvornår togtrafikken er tilbage til normalen.

»Men det vil sætte sine spor i de kommende timer,« lyder det fra Andreas Hald.

Derfor har han også et godt råd til de passagerer, der enten skal fra A til B i Jylland eller fra det jyske og så østover mod Fyn og Sjælland.

»Tjek Rejseplanen.«

B.T. følger situationen.