Togtrafikken mellem Fredericia og Odense var helt indstillet, da et træ var væltet ned over skinnerne.

Det oplyste Banedanmark i et opslag på Twitter, hvor de også skriver, at deres folk var på sagen for at ordne problemet hurtigst muligt.

Træet, der satte en stopper for al vinterferietrafikken med tog over det fynske kortvarigt, er væltet ved byen Tommerup.

»Det er al trafik, der for nu er stoppet,« oplyste man fra Banedanmarks side til B.T, men nu har man igen fået åbnet op for ét af sporene.

Sådan lyder beskeden fra DSB nemlig, da B.T. taler med dem.

»Vi har fået lov at åbne for et enkelt spor, så det kommer til at tage omkring en time, før alle de forsinkelser, træet har medført, er væk hele landet over,« lyder det fra DSBs pressemand.

Han oplyser dog, at rejsende, der skal af på de små stationer mellem Odense og Fredericia som de eneste skal med togbusser. Og det skal man forvente at skulle frem til klokken 21 onsdag aften.

Ellers er de togbusser, man forsøgte at hente ind, afmeldt igen. Problemet blev ikke så stort, som man først regnede med.

Opdateres …