Først var det søndag klokken 17, så var det mandag morgen, og nu er det mandag klokken 12.
Søndag aften skriver Banedanmark på X, at togproblemerne i Jylland ikke bliver løst her til aften.
Dermed kører der ingen tog på størstedelen af de jyske strækninger før tidligst mandag ved middagstid.
Det skyldes en signalfejl som følge af implementeringen af et nyt signalsystem i Jylland.
Fejlen resulterede i, at næsten alle de jyske strækninger har været aflyst store dele af søndagen.
Kun strækningerne Aarhus til Fredericia, Fredericia til Padborg og Tinglev til Sønderborg har været undtaget.
Kort efter klokken 13 skrev DSB på X, at det ikke har været muligt at skaffe tilstrækkeligt med togbusser.
Derfor anbefalede DSB, at passagerer enten aflyste eller udsatte deres rejse.
