Opdatering klokken 15:29: Der er fortsat aflysninger og forsinkelser ind og ud af København. Man forventer dog fortsat at være færdig klokken 18.00. Følg med på bt.dk for seneste nyt.

Hele onsdag har togtrafikken på Sjælland været ramt af massive udfordringer – og nu trækker det yderligere ud.

Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

Her fremgår det, at togdriften på Sjælland først forventes at køre igen klokken 18.

Årsagen er en signalfejl ved Køge Nord station, der betyder, togene fra København ikke kan køre via Køge Nord mod Ringsted. DSB er således nødt til at køre via Roskilde.

'Banedanmark arbejder på at rette fejlen og forventer, at vi kan køre normalt fra cirka kl. 18', oplyser DSB.

Signalfejlen udfordrer flere linjer på Sjælland. Følgende regionaltog er eksempelvis aflyst:

  • Høje Taastrup – Slagelse
  • Roskilde – København H
  • Holbæk – Østerport

Og helt generelt lyder det, at der er færre regionaltog på hele Sjælland.

Det er dog muligt at komme fra Sjælland og videre mod Fyn/Jylland. Men her træder den forlængede rejsetid i kraft.

Togene fra København mod Ringsted kører via Roskilde. Folk, der skal fra Køge Nord mod Ringsted, kan tage togbus hvert 50. minut.

Togene fra Ringsted mod København kører som normalt – og IC-tog gør ekstra stop i både Høje Taastrup og Roskilde.

B.T. følger sagen.